Ørelidelser hos hund og kat
Ørelidelser kan være en meget smertefuld tilstand for vores hunde og katte, og da behandlingen kan være kompliceret, bør man altid kontakte sin dyrlæge, når der er problemer med ørerne. Øret en del af racepræget
Langt de fleste pattedyr ville gå til grunde i naturen, hvis hørelsen svigtede. På samme vis kan et dyr ikke overleve, medmindre dets balancenerver fungerer. Den benhårde udskillelse af dyr har da også medført, at øresygdomme er sjældne i naturen.
Denne situation ændrede sig brat, da mennesket trådte ind på scenen. Hunde og katte blev selskabsdyr og skulle blandt andet tjene som fryd for menneskets øje. Samtidigt blev de beskyttet mod deres naturlige fjender. Racer blev skabt. Hunde og katte med særlige præg blev brugt i avlen, og her spiller ørerne en vigtig rolle i skabelsen af mange hunderacers præg. Tænk blot på de store hængende ører hos nogle racer. Derfor er det ikke overraskende, at ørerne indgår i beskrivelsen af mange racer. En af konsekvenserne har dog været, at ørerne gennem avl er blevet så stærkt forandrede, at det direkte inviterer til sygdom. I dag har hver femte syge hund, som sidder i dyrlægens venteværelse, et øreproblem. Det er ikke helt så slemt hos katte.
Øreproblemer er hudproblemer
Ønsker man at komme problemet nærmere, skal man tænke på, at øreproblemer meget ofte er en del af et hudproblem. Selvfølgelig kan man opleve, at det er et lokalt problem, men det er ikke typisk. Selv øremider lever lykkeligt på ryggen og omkring haleroden hos hunde og katte. Øregangen er beklædt med hud, og tænker man en smule over det, skal det give problemer. Former man et rør af hud og lukker det i begge ender, trommehinden for inden og et hængende øreflap (pinna) foruden, skal der ikke opstå ret mange forstyrrelser, før sygdomsprocesser optræder. Hudens mikroorganismer, bakterier og gærsvampe får gode levevilkår: Luftfugtigheden stiger, temperaturen er ideel, og ernæring er der masser af. Øregangens kirtler producerer ørevoks, som ophobes. Det samme gør sig i øvrigt gældende andre steder på huden. Der findes hudpartier, som har et øget antal hudfedtkirtler, og de er principielt underlagt samme mekanismer. Her tænkes i første række på huden mellem trædepuderne, omkring endetarmsåbningen (perianalkirtlerne), oven på halen (halekirtlen) og ved dievorterne (de Montgomery’ske kirtler; han var professor i London og ikke general i Afrika). Tilsvarende kan forandringer opleves, hvor hudfolder optræder. Med andre ord, hvis en hund har et poteproblem, slikker sig meget omkring endetarmsåbningen, bider sig i dievorterne, bliver skaldet oven på halen eller udvikler eksem i hudfolderne, er det alle faresignaler, som siger, at hunden kan have et øreproblem. Vender man billedet om, betyder det, at en hund med øreproblemer meget vel kan tænkes at have et generelt hudproblem, f.eks. allergi. Derfor kigger dyrlægen også mellem trædepuderne og under halen hos en hund, selvom problemet er ørerne.