Mave og tarmsygdomme

Mave og tarmsygdomme hos hund og kat

Som dyrlæge kommer man dagligt ud for tilfælde af diarré og opkastninger hos hunde. I de fleste tilfælde vil dyret kunne behandles med diæt og forskellige former for medicin. Dette gælder især de akutte og lettere opkastnings og diarré tilfælde.
​

Hvad skal man gøre?

Hvis ens hund eller kat har enkelte opkastninger og lidt lind afføring og i øvrigt virker normal (temperaturen er 38.539.0), bør man faste dyret, som oftest i 24 timer. Hvis hunden eller katten trods faste fortsætter med opkast og diarré eller bliver nedstemt, bør man søge dyrlæge. Hvis det er en ukompliceret diarre, vil dyrlægen hyppigt anvende præparater som Zoolac og Canikur. Zoolac er en bakteriekultur, som virker ved at udkonkurrere skadelige bakterier både på tarmslimhinden og i selve tarmen og genopretter dermed den naturlige balance. Canikur binder de skadelige bakterier og samtidig tilfører tarmen salte og sukkerstoffer, der giver ekstra energi og modstandskraft. Hvis der kun er tale om opkastninger og ikke diarré, bør man altid tænke på, om dyret skulle have spist et fremmedlegeme. Hvis diarréen og opkastningerne har stået på i længere tid, kan det blive nødvendig med en nærmere undersøgelse af dyret.

​

Selve undersøgelsen

For at udrede problemet, er det nødvendig at indsamle oplysninger om dyret. Alder, race, vægt, fodring, motion, sygdommens varighed, er der tilblandinger af f.eks. blod og slimtil opkast/diarré. Forværres symptomerne ved fodring, eller taber dyret sig etc. Alle disse informationer er nødvendige, hvis man skal danne sig et billede af sygdommen. Det er vigtigt at holde sig for øje, at diarré og opkastninger ikke er en sygdom i sig selv, men symptomer på en sygdom. Dette indebærer, at man ikke kan udtale sig om årsagen langvarige diarré opkastningsproblemer, før hunden eller katten er undersøgt grundigt, og der er udtaget de nødvendige prøver.​

​

Fodringen

Fodringen er helt afgørende i tilfælde af opkast/diarré. Dårligt foder eller foder med en forkert sammensætning kan i nogle tilfælde være den direkte årsag til forstyrrelser i mavetarm kanalen. Dyrlægen vil i alle tilfælde kunne anvise foder af god kvalitet.
​

Kroniske mavetarmproblemer

I tilfælde af længerevarende diarré og opkastninger er det afgørende at bestemme, hvilke afsnit af mavetarmkanalen der er involveret. Opkastninger kan stamme fra sygdomme i mundhulen, spiserøret, maven og tyndtarme men kan i sjældnere tilfælde tillige stamme fra betændelse i tyktarmen (colitis). Er afføringen sort eller meget mørk, tyder det på blødninger fra den forreste del af tarmkanalen –mave og tyndtarme. Er der derimod tilblanding af frisk blod og slim, tyder det mere på sygdomme i tyktarmen. Ved de kroniske mavetarmproblemer er det vigtigt ikke kun at fokusere på mavetarmkanalen. Sygdomme i lever, nyrer, binyrer, bugspytkirtel og skjoldbruskkirtel kan også give anledning til tynd afførring og opkastninger. For at udelukke disse organsystemer bliver der udtaget blodprøve til undersøgelse.
​

Undersøgelsesmetoderne

Der findes i princippet 3 metoder til undersøgelse af mavetarmkanalen.
Kontrastundersøgelse med røntgen
Kikkertundersøgelse med gastroskop
Undersøgelse ved operativ åbning af dyret
Alle disse metoder er anvendelige.
​

Kontrastundersøgelse

Ved denne undersøgelse får man hunden til at spise en passende mængde af en væske, der indeholder bariumsulfat dette kontraststof er synligt, når man tager røntgen billeder. Dyrets egne mavetarmbevægelser fører konstaststoffet fra maven og videre ud mod endetarmen. Undersøgelsen er meget velegnet til undersøgelse for fremmedlegemer, og man vil også kunne se, om kontraststoffet ”hænger” fast i mave eller tyndtarme. Det kan give en fornemmelse af, hvor problemet kan være i tarmkanalen. Tømningshastigheden er også meget vigtig. Nogle hunde har problemer med at tømme maven for foder. Dette vil i reglen vise sig ved kontrastundersøgelsen. Kontrastundersøgelsen kan altså give gode og vigtige oplysninger, men dog sjældent en egentlig diagnose. Her kommer gastroskopien ind i billedet.

Gastroskopi

Gastroskopi eller endoskopi, som det også kaldes, er undersøgelse af mavetarmkanalen med en slags kikkert, der føres ind gennem munden, videre igennem spiserøret, maven og tolvfinger tarmen eller indføres i endetarmen videre til tyktarm og blindtarm. Denne undersøgelsesform har længe været anvendt hos mennesker, men er først i de senere år blevet almindelig ved undersøgelse af dyr. Gastroskoper til undersøgelse af mindre husdyr er ofte ganske tynde under 10mm i diameter . Længden af skoperne kan variere, men er typisk 1 m. Skoperne tilsluttes en meget kraftig lyskilde, så det er muligt at få et godt overblik over de forskellige tarmafsnit. Skoperne er forsynet med en lille kanal, hvor der kan udtages vævsprøver fra mave og tarme.

​

Klargøring til kontrastundersøgelse og/eller endoskopi

Dyret skal fastes i kortere eller længere tid, alt efter hvilke tarmafsnit der skal undersøges. Når mave og tolvfingertarm skal undersøges, skal dyret være fastet i 12 timer. Drejer det sig om en ”total” undersøgelse, skal hunden fastes i 2 døgn og samtidig behandles med ”tarm rense væske” for at få tarmen helt tømt. Hvis ikke dyret er ordentligt tømt, kan undersøgelsen blive vanskelig og i visse tilfælde umulig. Hunden indlægges i almindelighed på klinikken i de to døgn, hvor det skal faste.
​

Gastroskopiundersøgelsen

Hunden bedøves altid inden undersøgelsen. Dette gøres, dels fordi dyret ikke bryder sig om at få en slange ned i maven, og dels fordi udstyret er meget kostbart. Den typiske pris for et gastroskop er 100.000 kr. De enkelte tarmafsnit kan nu undersøges, og der kan udtages prøver ( biopsier) fra alle områder af mave og tarm. Det vil også være muligt at se, om der er fremmedlegemer eller i visse tilfælde sår eller knuder i de undersøgte områder. De udtagne prøver bliver sendt til et laboratorium, hvor eksperter ser på biopsierne.

​

Andre former for undersøgelser

Visse klinikker råder over meget tynde skoper til undersøgelse af næsehuler og luftrør, samt skoper, der kan bruges til at undersøge bugorganer på en meget lempelig måde. Denne undersøgelsesform kaldes laparoskopi, hvis det er bughulen, der undersøges, og thoracoskopi, hvis det er brysthulen. Fælles for undersøgelserne er , at indgrebet er meget lille i forhold til den mere traditionelle operationsform.

Mavebetændelse

De senere år er dyrlæger blevet opmærksom på mavebetændelse forårsaget af en bakterie, der hedder Helicobacter. Denne type bakterie har længe været kendt hos mennesker, hvor den er årsag til udvikling af mavesår. Hos mennesker kan man ved en blodprøve afgøre, om bakterien er til stede. Sådan er det desværre ikke hos hunde. Omkring 50 % af alle undersøgte hunde har Helicobacbakterien i maven. Dette betyder dog ikke, at alle dyr er syge af bakterien. Mange dyr kan have bakterien i maven uden af vise spor tegn på sygdom. Til gengæld kan den hos visse hunde være årsag til kroniske opkastninger og diarré. Den eneste mulighed for at undersøge for denne bakterie er gastroskopi. Der udtages biopsier fra bestemte områder af maven, hvor bakterien oftest er. Prøverne undersøges på laboratorium, og her kan man se, om bakterien findes, og hvor stor skade den har gjort. Der er tale om en meget genstridig bakterie, der lever i maven, hvor surhedsgraden nærmer sig koncentreret saltsyre!. Der skal da også en hel speciel behandling til oftest over flere uger, før bakterien er fjernet. I visse tilfælde, hvor bakterien har været i maven i flere år, kan der blive tale om meget langvarig behandling. Hos nogle hunde er man nødt til at fortsætte behandlingen livslang ikke fordi bakterien ikke kan fjernes, men fordi den har lavet meget alvorlige forandringer i maven.

Specialfodring

Andre langvarige og kroniske mavetarmsygdomme kan kræve længerevarende behandlinger. Helt afgørende er specialfodring i sygdomsperioden. Dyrlægen vil vælge mavetarmdiæter som f.eks. Preciption diet, Specific eller Eukanuba Intestinal diet. Fælles for disse er, at fodermidlerne er ”forfordøjede”, så de optages meget let selv hos en hund med alvorlig diarré.