Hjertesygdomme

Hjertesygdomme hos hund og kat

Dyr kan få dårligt hjerte, ligesom mennesker kan. Desværre er ”dårligt hjerte” ikke én, men mange forskellige sygdomme, som skal behandles meget forskelligt.

Det kan være lidt omstændigt at få opklaret hvilken hjertesygdom, der er tale om, og der kræves ofte en del undersøgelser, før man kan sige, hvad der er galt, hvor galt det er, og hvordan det kan behandles. Alle de undersøgelsestekniker, som din dyrlæge kan bruge, er nogen, som man kender fra menneskehospitaler. Hunde og kattehjerter ligner et menneskehjerte så meget, at de samme undersøgelsesmetoder kan anvendes, når blot man er klar over de forskelle, der er mellem de forskellige dyrearter. De ting, som en dyrlæge vil vurdere ved en hjerteundersøgelse, kan variere meget, afhængigt af hvilke symptomer dyret har, men du kan forvente, at din dyrlæge vil undersøge én eller flere ting af de ting, der er omtalt her.

​

Se på dyret

Hjertepatienter kan være både tykke og tynde, men på patienter med fremskreden hjertesygdom, kan man se en form for unormalt vægttab, hvor der tabes muskelmasse – dyret får fremstående knogler ned ad ryggen og et meget markeret ansigt. Til trods for tab af muskler kan dyret tage på i vægt og synes tykt på grund af væske i bugen. På andre dyr kan man se, at vejrtrækningen bliver anstrengt, måske i en grad, så tandkødet bliver gråligt eller ligefrem blåt.

​

Lytte på brystkassen

Med et stetoskop kan din dyrlæge få vigtige oplysninger om, hvordan hjertet arbejder. Man kan høre, om det slår tilpas hurtigt og regelmæssigt, og om der kommer lyde, som kunne tyde på utætheder i hjerteklapper eller forsnævringer af blodårer. Hvis du mærker på din egen hunds hjerteslag, når den sover, så vil du mærke, at det er meget uregelmæssigt. Det er normalt, og det forsvinder ved den mindste anstrengelse. Pulsen på en kat skal derimod være helt regelmæssig.

​

Røntgenbilleder

I de fleste situationer vil din dyrlæge have stor gavn af et røntgenbillede af dit dyrs brystkasse, hvis der er mistanke om en hjertesygdom. På røntgenbilleder bliver kroppen gjort gennemsigtig, så man ser et skyggebillede af dét, der er inden i. På en hjertepatient vil man først og fremmest forvente at se en forstørrelse af hjertet. Man kan endog se, hvilken del af hjertet, der er forstørret, og det er en stor hjælp på vej mod en diagnose. Desuden vil dyrlægen kunne se skyggen af lunger og luftrør, og det er vigtigt, for mange sygdomme i luftvejene kan forveksles med hjertesygdomme. Røntgenbillederne giver også mulighed for at vurdere nogle af hjertesygdommens følgevirkninger. Mange hjertepatienter får nemlig vand i lungerne, og det ses tydeligt på et røntgenbillede, og en behandling af denne følgevirkning kan derfor sættes i værk, umiddelbart efter billedet er taget.

​

Elektrokardiografi (EKG)

Hvis dyrlægen har grund til at tro, at hjertet ikke arbejder normalt, vil der være grund til at optage et EKG. Når hjertet slår, producerer det kortvarigt en meget lille elektrisk spænding (ca en tusindedel af, hvad der får baglygten på en cykel til at lyse), og det kan optages på en EKGmaskine. På udskriften fra et sådant apparat kan din dyrlæge få meget detaljerede oplysninger om, hvordan hjertemusklen arbejder, om kortvarige uregelmæssigheder og om længerevarende fejl. Man får desuden et vist mål for, om nogle af hjertekamrene er for store eller overbelastede, om hjertet får ilt nok, og om det påvirkes af sygdomme andre steder i kroppen.

Ultralydsscanning

Ultralydsscanning er en forholdsvis ny undersøgelsesteknik . Den har den ulempe, at det udstyr, der skal bruges, er meget dyrt, og det er derfor ikke alle dyrlæger, der har mulighed for at tilbyde sådanne undersøgelser. Den bruges på samme måde som ved fosterscanninger på kvinder, dvs den giver et sort/hvidt ”levende” tværsnitsbillede af kroppen, i dette tilfælde af hjertet. På en fjernsynsskærm kan man se hjertet slå, og man kan måle, om de forskellige dele af hjertet har den størrelse, som de skal have. Man kan se, om der er noget galt med hjerteklapperne, om der er forsnævringer i blodgennemstrømningen, og om der eksempelvis skulle være et hul i hjertet mellem de store hjertekamre.

​

Laboratorieundersøgelser

Mange organers funktion kan undersøges med en blodprøve, der udtages fra en blodåre i forbenet. Et hjerte, der ikke fungerer normalt, vil pga det dårlige blodkredsløb kunne forhindre, at ellers sunde og raske organer i kroppen fungerer normalt, og det vil være væsentligt at undersøge, før en behandling for en hjertesygdom starter. Det har tre årsager:

​

• Alle typer af hjertemedicin udskilles enten af nyrer eller lever – hvis én af disse organer ikke fungerer normalt, kan patienten ikke slippe af med medicinen på naturlig vis, og der er derfor fare for en medicinforgiftning.

​

• Mange hjertepatienter er gamle, og deres evne til at udskille medicin er måske ikke, som den var for 10 år siden.

​

• Nogle hjertesygdomme er blot følgesygdomme til andre skavanker i kroppen, f.eks forstyrrelser i saltbalancen, betændelsestilstande, ormeinfektioner (hjerteorm), overproduktion af hormon fra skjoldbruskkirtlen og fysiske skader (trafikuheld). Nogle af disse tilstande vil kunne afsløres som årsag til hjertesygdom med en blodprøve.

​

Blodtryk

Pålidelige målinger af blodtryk på dyr er vanskeligt at foretage, men i nogle tilfælde er det en gavnlig undersøgelse. Der findes faktisk medicin, som kan bruges til behandling af for højt blodtryk på hunde og katte, og den pågældende type medicin har i øvrigt vist sig at kunne bruges ved nogle tilfælde af kroniske nyresygdomme. Af den grund er der for tiden meget stor interesse for at udvikle pålidelige målemetoder til blodtryksbestemmelse, ikke blot for behandling af hjertesygdomme, men også for nyresygdomme.

​

Ingen af de undersøgelser, som din dyrlæge bruger ved et hjertecheck, er forbundet med fysisk ubehag. Ingen af undersøgelserne kræver bedøvelse, og de fleste er hurtigt overstået. Fælles for dem alle er, at de er vigtige for, at din dyrlæge kan være sikker på, hvad der foregår i dit dyrs hjerte og give den mest effektive behandling. En præcis diagnose og nøje kendskab til patientens funktioner i øvrigt er af største betydning for, at behandlingen kan fungere optimalt til glæde for dyret, dets ejer – og såmænd også for dyrlægen.