Ørelidelser

Ørelidelser hos hund og kat

Ørelidelser kan være en meget smertefuld tilstand for vores hunde og katte, og da behandlingen kan være kompliceret, bør man altid kontakte sin dyrlæge, når der er problemer med ørerne. Øret en del af racepræget

Langt de fleste pattedyr ville gå til grunde i naturen, hvis hørelsen svigtede. På samme vis kan et dyr ikke overleve, medmindre dets balancenerver fungerer. Den benhårde udskillelse af dyr har da også medført, at øresygdomme er sjældne i naturen.

Denne situation ændrede sig brat, da mennesket trådte ind på scenen. Hunde og katte blev selskabsdyr og skulle blandt andet tjene som fryd for menneskets øje. Samtidigt blev de beskyttet mod deres naturlige fjender. Racer blev skabt. Hunde og katte med særlige præg blev brugt i avlen, og her spiller ørerne en vigtig rolle i skabelsen af mange hunderacers præg. Tænk blot på de store hængende ører hos nogle racer. Derfor er det ikke overraskende, at ørerne indgår i beskrivelsen af mange racer. En af konsekvenserne har dog været, at ørerne gennem avl er blevet så stærkt forandrede, at det direkte inviterer til sygdom. I dag har hver femte syge hund, som sidder i dyrlægens venteværelse, et øreproblem. Det er ikke helt så slemt hos katte.
​

Øreproblemer er hudproblemer

Ønsker man at komme problemet nærmere, skal man tænke på, at øreproblemer meget ofte er en del af et hudproblem. Selvfølgelig kan man opleve, at det er et lokalt problem, men det er ikke typisk. Selv øremider lever lykkeligt på ryggen og omkring haleroden hos hunde og katte. Øregangen er beklædt med hud, og tænker man en smule over det, skal det give problemer. Former man et rør af hud og lukker det i begge ender, trommehinden for inden og et hængende øreflap (pinna) foruden, skal der ikke opstå ret mange forstyrrelser, før sygdomsprocesser optræder. Hudens mikroorganismer, bakterier og gærsvampe får gode levevilkår: Luftfugtigheden stiger, temperaturen er ideel, og ernæring er der masser af. Øregangens kirtler producerer ørevoks, som ophobes. Det samme gør sig i øvrigt gældende andre steder på huden. Der findes hudpartier, som har et øget antal hudfedtkirtler, og de er principielt underlagt samme mekanismer. Her tænkes i første række på huden mellem trædepuderne, omkring endetarmsåbningen (perianalkirtlerne), oven på halen (halekirtlen) og ved dievorterne (de Montgomery’ske kirtler; han var professor i London og ikke general i Afrika). Tilsvarende kan forandringer opleves, hvor hudfolder optræder. Med andre ord, hvis en hund har et poteproblem, slikker sig meget omkring endetarmsåbningen, bider sig i dievorterne, bliver skaldet oven på halen eller udvikler eksem i hudfolderne, er det alle faresignaler, som siger, at hunden kan have et øreproblem. Vender man billedet om, betyder det, at en hund med øreproblemer meget vel kan tænkes at have et generelt hudproblem, f.eks. allergi. Derfor kigger dyrlægen også mellem trædepuderne og under halen hos en hund, selvom problemet er ørerne.

Hvordan forebygger vi?

Hvis vi mennesker får øreproblemer, reagerer vi meget hurtigt og går til læge. Vi registrerer, hvis hørelsen ændrer sig, eller hvis der er gener i ørerne. Hos hunde og katte er det anderledes. Her er det spørgsmålet om, hvornår vi opdager, at de har problemer. De kan jo ikke sige til, når de trænger til hjælp. De første symptomer vil være en rysten på hovedet. Måske oplever man, at hunden lidt ubehjælpsomt graver i ørerne med en pote, kradser sig med kløerne eller gnubber ørerne mod gulvtæppet. Sådanne signaler bør udløse, at man søger dyrlægehjælp. Man skal dog huske på, at de nævnte symptomer først bliver synlige et stykke ind i sygdomsforløbet. Derfor kan det være en særdeles god ide at tage en snak med dyrlægen om, hvordan man forebygger, at det kommer så vidt. Heri indgår to vigtige elementer:

Hvis man har en hund, der producerer rigeligt med ørevoks, kan man rense ørerne regelmæssigt med et ørerensemiddel. prøve og kigge i mikroskopet. Her bliver det tydeligt, om der er problemer med bakterier og/eller gærsvampe. Hvis problemet optræder igen og igen, må man forvente, at dyrlægen udtager en prøve til dyrkning; ikke blot for at se, hvilke bakterier det drejer sig om, men mindst lige så meget for at lave en såkaldt resistensbetemmelse. Det tjener formålet at finde ud af, hvilken behandling, man skal anvende i det efterfølgende behandlingsforløb. Samtidigt er det vigtigt at forstå, at når en hund eller kat med øreproblemer bliver bragt til dyrlæge, bliver huden også undersøgt. Skulle huden være indblandet, f.eks. mellem trædepuderne, vil den omhyggelige dyrlæge tage en
Hvis man har en hund, der udvikler et hudproblem, bør man få stillet en præcis diagnose så tidligt så muligt, bl.a. for at undgå øreproblemer, som uvægerligt vil opstå.

Dyrlægens hjælp

Hvis skaden er sket og man søger dyrlægeassistance, vil man opleve på klinikken, at dyrlægen ved hjælp af et særligt instrument, et såkaldt otoskop, kan se ned i øregangene. Med dette apparat ser man let, om patienten har problemer med ørevoks, som skal renses ud, om der er tale om øregangsbetændelse, eller i værste fald om trommehinde og mellemøre er omfattet af skader. Typisk vil dyrlægen udtage en drøftelse af situationen med ejeren. Trods alt er det umuligt at helbrede en patient, hvis man ikke kender den præcise diagnose.